Bente Kristensen fra Øland Sognehistoriske Gruppe viste ægteparret Aaron og Bethany Thompson fra Utah Oxholm Kirke. Til højre Thompson-parrets danske slægtning Troels Thomsen fra Fredericia.
Mennesker

Slægtsforskning: Fra USA til Øland

15. april 2024 kl. 19:01

ØLAND: Ægteparret Aaron og Bethany Thompson tog i sidste uge flyveren helt fra mormon-hovedstaden Utah i USA til Danmark for at lede efter spor fra forfaderen, Aarons tiptipoldefar Thomas Pedersen, som blev født i 1817 i Østerby på Øland.

- Inden flyveturen havde de været i kontakt med Øland Sognehistoriske gruppe, hvor Anders Vestergaard havde gjort et grundigt forarbejde, fortæller formanden for sognegruppen Bente Kristensen.

- Vi fandt ud af, at Thomas Pedersen var født på Søndergårde 1, som dengang var en mindre gård, men hvor stuehuset i dag står fint restaureret, så de blev en stor oplevelse for det amerikanske ægtepar.

Blev hentet til USA

- To af Thomas Pedersens sønner var emigreret, og efter at Thomas var blevet enkemand i 1881, hentede en af sønnerne sin far til Utah, hvor han døde i 1895. Det, synes vi, er en meget rørende historie, siger Bente Kristensen.

Efter at have set tiptipoldefaderens fødested var det amerikanske ægtepar på rundvisning på Øland, hvor de så kirken, møllen og den gamle skole på Aalested. Det blev også til en køretur over dæmningen ved Ulvedybet, selv om vejen endnu ikke er åbnet efter vinterlukningen.

- Vi viste dem alle de steder, hvor Thomas Pedersen har færdedes, mens han boede på Øland, fortæller Bente Kristensen.

Aaron og Bethany Thompson har fortsat forbindelse til den danske gren af familien, så det var Thomas Pedersens oldebarn, Troels Thomsen fra Fredericia, der er 87 år, som var chauffør på den amerikanske lynvisit på Øland.

Annonceret indhold

Nyeste